NÅR KROPPEN FORANDRER SIG

Vi er specialister i ældresygdomme og helbred. For kroppen reagerer anderledes med alderen og kan kræve andre tiltag end tidligere.

Som speciallæge i ældresygdomme – det, der lægefagligt kaldes geriatri – har vores læge, Mikkel W. Ibsen videreuddannet sig i 7 år efter lægeuddannelsen, og han har derfor en særlig viden om, hvordan sygdomme påvirker ældre mennesker, og hvordan de kan vise sig på andre måder end hos yngre.

Når du bliver ældre, kan flere sygdomme, medicin og forandringer i kroppen spille sammen. En infektion viser sig for eksempel ikke altid som feber eller smerter. Den kan i stedet give svimmelhed, forvirring, manglende appetit eller et pludseligt fald i kræfter og funktion.

Derfor ser vi ikke kun på én sygdom ad gangen. Der bliver set på hele situationen: sygdomme, medicin, fysisk funktion, hukommelse, ernæring og trivsel. Målet er at finde ud af, hvad der påvirker dig, hvad der bør undersøges nærmere, og hvad der giver mening at gøre ved det. 

Sådan kan kroppen blive påvirket, når du bliver ældre

Fald, svimmelhed og usikker gang

Balancen afhænger af et samspil mellem muskler, nerver, kredsløb, hjerne, syn og det indre øre. Når du oplever svimmelhed, usikker gang eller fald, er det derfor vigtigt at undersøge, hvad der påvirker balancen – og ofte er det flere ting, der spiller sammen. En grundig vurdering ser derfor blandt andet på medicin, ganghjælpemidler, styrke og balance, syn og forholdene i hjemmet.

 

Funktionstab

Et funktionstab kan skyldes sygdom, medicinbivirkninger, indlæggelse, manglende ernæring eller nedsat styrke og balance. Hos ældre hænger flere årsager ofte sammen. Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvad der har ændret sig, og hvad der kan gøres for at genvinde eller bevare funktionsevnen.

 

Forvirring og glemsomhed

Forvirring og glemsomhed kan have mange forskellige årsager. En infektion, medicin, væskemangel eller anden sygdom kan for eksempel påvirke hukommelse og koncentration. Det er derfor vigtigt at se på, om ændringen er kommet pludseligt eller over længere tid, og hvad der ellers er sket med helbredet. En grundig vurdering ser blandt andet på medicin, sygdomme, hukommelse og daglig funktion for at finde frem til årsagen.

 

Træthed og nedtrykthed

Træthed og nedtrykthed kan være tegn på mange forskellige ting. Det kan blandt andet hænge sammen med sygdom, medicin, dårlig søvn, manglende ernæring eller psykisk mistrivsel. Når energien eller lysten til hverdagen ændrer sig, er det derfor relevant at undersøge, hvad der ligger bag. Flere ting kan være med til at påvirke overskuddet på samme tid.

 

Gentagne infektioner

Gentagne infektioner eller lang tid om at komme sig efter en infektion kan have flere årsager. Derfor kan det være nødvendigt at vurdere hvilke muligheder der er for at bryde det uhensigtsmæssige mønster og tiltagende svækkelse. Sammen lægges en plan for at styrke den ældres almene tilstand og modstandskraft mod sygdom.

 

Manglende overblik

Når flere sygdomme, medicin, aftaler og undersøgelser fylder på én gang, kan det blive svært at holde styr på det hele. Det kan også være svært at vurdere, hvad der er vigtigst at tage hånd om. En geriatrisk vurdering ser på helheden og sammenhængen mellem sygdomme, medicin, fysisk funktion, hukommelse og trivsel. Det giver et bedre grundlag for at vurdere, hvad der bør undersøges eller behandles, og hvad der kan vente.

Åbnings- og træffetider

Mandag 09.00 - 16.00
Tirsdag 09.00 - 16.00
Onsdag 09.00 - 16.00
Torsdag 09.00 - 16.00
Fredag 09.00 - 16.00
Lørdag Lukket
Søndag Lukket